Kapitel 1
Navn og hjemsted
§1 Dansk Hjerteregister er hjemhørende på Statens Institut for
Folkesundhed (SIF), Syddansk Universitet, og er knyttet til
Nationalt Kompetencecenter for Landsdækkende Kliniske
Kvalitetsdatabaser, region øst (KCØ).
Stk. 2. Dataansvarlig myndighed er Region Hovedstaden.
Kapitel 2
Formål og opgaver
§2 Registerets formål er:
· At indsamle landsdækkende medicinske og administrative data om
patienter henvist til koronar diagnostik og invasiv
kardiologisk behandling samt patienter henvist til hjertekirurgi på
de sygehusafdelinger, der er tilsluttet registeret
· At følge undersøgelses- og behandlingsindsatsen for forskellige
patientgrupper
· At danne grundlag for vurdering af behandlingens kvalitet med
henblik på
- at følge udviklingen i
behandlingskvaliteten over tid og
- at sammenligne
behandlingskvaliteten mellem afdelinger
· At være datakilde for medicinsk forskning.
§3 På basis af registeret udarbejdes og offentliggøres
regelmæssigt kvalitetsindikatorer for behandlingen.
Stk. 2. Der kan efter nærmere aftale udarbejdes analyser for de
tilknyttede sygehusafdelinger og speciallægeselskaber.
Stk. 3. Der kan desuden efter godkendelse fra Bestyrelsen udarbejdes
analyser til Sundhedsstyrelsen, Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse og Danske Regioner.
Stk. 4. Der gennemføres løbende kvalitetssikring af de indsamlede
data.
Stk. 5. På basis af registeret gennemføres forskningsprojekter.
Kapitel 3
Registerets indhold
§4 Data indberettes fra de offentlige og private sygehuse, der
udfører KAG, PCI, hjerte-CT eller hjertekirurgi.
Stk. 2. For hvert patientforløb indberettes et sæt af indikatorer
fastsat af registerets bestyrelse.
Kapitel 4
Bestyrelsen
§5 Registeret ledes af en bestyrelse.
Stk. 2. Enhver offentlig sygehusafdeling, der foretager PCI eller
hjertekirurgi, har en repræsentant i bestyrelsen. Afdelinger, der
alene udfører KAG eller hjerte-CT repræsenteres af en eller to
repræsentanter for afdelinger øst for Storebælt og en eller to
repræsentanter for afdelinger vest for Storebælt, således at
både afdelinger, der laver KAG og hjerte-CT, er repræsenteret.
Private sygehuse, der udfører PCI eller hjertekirurgi, har mulighed
for en fælles repræsentant. Desuden er relevante videnskabelige
selskaber repræsenteret i bestyrelsen, som således udgøres af:
- 1 repræsentant for hver af de sygehusafdelinger, der foretager
PCI
- 1 repræsentant for hvert af de sygehusafdelinger, der foretager
hjertekirurgi
- 1-2 repræsentanter for afdelinger øst for Storebælt, der
udfører KAG eller hjerte-CT
- 1-2 repræsentanter for afdelinger vest for Storebælt, der
udfører KAG eller hjerte-CT
- 1-2 repræsentanter for Dansk Anæstesiologisk Selskab
- 1-2 repræsentanter for Dansk Radiologisk Selskab eller Dansk
Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin
- 1 repræsentant for Dansk Thoraxkirurgisk Selskab
- 1 repræsentant for Dansk Cardiologisk Selskab
- 1 repræsentant for Kompetencecenter for Landsdækkende Kliniske
Kvalitetsdatabaser (region øst) (KCØ)
- 1 repræsentant for den dataansvarlige myndighed (Region
Hovedstaden)
- 1 repræsentant for Statens Institut for Folkesundhed (SIF)
- Evt. 1 repræsentant for privathospitaler, der udfører PCI eller
hjertekirurgi
§6 Repræsentanterne udpeges for 3 år ad gangen og kan kun
genudpeges 1 gang som repræsentant af samme organisation/afdeling.
Sygehusledelsen udpeger afdelingernes repræsentanter, med
undtagelse af repræsentanter for afdelinger, der alene udfører KAG
eller hjerte-CT, som udpeges af Dansk Cardiologisk Selskab.
Selskabernes repræsentanter udpeges af de respektive bestyrelser.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder ikke repræsentanter for KCØ,
Danske Regioner og SIF.
Stk. 3. Formanden vælges af bestyrelsen for 3 år ad gangen og kan
højest genvælges 1 gang.
Stk. 4. Når formanden er valgt udpeges efterfølgende en suppleant
for den organisation/afdeling, som formanden repræsenter.
§7 Ved inkludering af nye procedurer i registeret tages
repræsentationsregler op til revurdering.
§8 Bestyrelsen har til opgave at sikre udvikling og relevant
anvendelse af Dansk Hjerteregister.
Stk. 2. Bestyrelsen udarbejder retningslinier for rutinemæssige
udtræk af data og godkender rapporter og arbejdsplaner for
registeret.
Stk. 3. Bestyrelsen definerer kvalitetsindikatorer og prognostiske
faktorer for undersøgelse og behandling
Stk. 4. Bestyrelsen godkender alle anvendelser af data fra Dansk
Hjerteregister.
Stk. 5. Bestyrelsen skal løbende overvåge validiteten af de
indrapporterede data.
Stk. 6. Bestyrelsen initierer videnskabelige projekter på basis af
registeret.
§9 Bestyrelsen vælger et forretningsudvalg, som udover formanden
for bestyrelsen består af yderligere en speciallæge, således at
både hjertekirurger og kardiologer er repræsenteret. Endvidere
udpeger SIF en repræsentant.
§10 Bestyrelsen afholder møde mindst 2 gange om året.
Stk. 2. Bestyrelsesmøder indkaldes med minimum 14 dages varsel
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 10 medlemmer
er til stede
Stk. 4. Spørgsmål, der sættes til afstemning, afgøres ved
simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme
udslagsgivende.
Stk. 5. Der kan afgives stemme ved fuldmagt.
Kapitel 5
Sekretariat
§11 Statens Institut for Folkesundhed (SIF) varetager
sekretariatsfunktionen.
Stk. 2. En koordinator/daglig leder af registeret udarbejder faglige
oplæg til bestyrelsen.
Stk. 3. Sekretariatet finansieres af en bevilling fra Danske
Regioner evt. suppleret med midler fra andre offentlige myndigheder
eller fonde.
Kapitel 6
Vedtægtsændringer og ikrafttræden
§12 Ændringer i vedtægten besluttes i bestyrelsen.
Stk. 2. Ændringsforslag skal fremsendes senest 14 dage før et
bestyrelsesmøde.
§13 Vedtægterne træder i kraft 23. maj 2008.
SIF
-17. juni 2008-